Kald mig bare belønnings junkie, geek, addict….. jeg er big time fan af disse ”værktøjer” når det gælder hundens uddannelse.

Udbyttet af belønningsbaseret træning er efter min mening ikke til at tage fejl af. At se hund & fører ”Teame op” i denne proces rører mit hundehjerte, som hundeinstruktør.

Belønninger er et vidt begreb ligesom positiv hundetræning kan gradbøjes og tolkes på forskellig vis. Det er et spørgsmål om hvilket miljø/arv vi er lavet af/vokset op med, hvordan vi definerer. Det ændrer sig kun, når vi er åbne for nyt, nysgerrige og lader os inspirere af hinanden og ikke mindst dokumenteret videnskab.

Jeg underviser i belønningsfærdigheder, ønsker at inspirere hundefører til at vi med de rette forstærker samt strategisk planlægning og belønningsplacering kan forme adfærd på en legende og for hunden let forståelig måde. Skabe holdbare resultater og undgå for mange korrektioner og konflikter, der hæmmer samarbejdet og tilliden.

Jeg betragter disse færdigheder, som en øvelse i sig selv, der skal udvikles og opretholdes som alle andre grundøvelser/adfærd i hundetræningen. Et velfungerende belønningssystem, regler, ritualer, historik, varianter etc.…. der tilsammen har formålet at øge sandsynligheden for at hunden tilbyder en adfærd igen og igen med den ønskværdige energi og engagement.

Belønninger er andet og mere end blot at kaste en bold og lade hunden holde sin egen ”bytte” fest med jublende æresrunder eller have godbidder i hånden for at få hundens opmærksom og udføre en øvelse. Det er velment og blot et spørgsmål om at flytte værdien ved hjælp af lidt indsigt i hundens indlæringsvej og hundeførers træningsmekanisme.

Belønninger, som forstærker, er nødvendigvis ikke legetøj, godbidder, ros eller berøring. Vi er også omgivet af forstærker i miljøet. Vi skal blot åbne øjnene og se dem… lære hundens præferencer at kende og gribe mulighederne.

Leg som forstærker: trækkeleg, bytteleg, jagtleg…. hundens naturlige drifter og jagtinstinkter gør det let at implementere leg i hundetræningen og det kan i den grad drifte farten fx i forbindelse med løbe- og indkald øvelser. Det er ved leg som forstærker, jeg oplever det magiske ske i hund & fører forholdet. Der, hvor hunden vælger hundefører til, tilbyder kontakt og holder fokus. Returnerer bolden som en bommerang, fordi værdien ligger i den fælles aktivitet, som er opbygget inde hos hundefører. Eller holder kontakten i fri ved fod, fordi det udløser en belønning helt uden direkte lokning eller brug af aversiver.

Leg frigiver god energi hos såvel 2 og 4 benet. Evt. spændinger, nervøsitet el. lign slippes fri under leg. Ligesom det er svært at sige nej med et stort smil på læben, er det svært at lege og være vred samtidigt.

Leg er ideel som afstandsbelønning. Distancekrævende træning som dirigering, fremsendelse, stop på afstand, vandarbejde, marktræning er blot eksempler på hvor afstandsbelønning er et effektivt værktøj. Både mht. placering af belønningen i arealerne men også muligheden for at kaste fx en bold ud til hunden og belønne den i rigtig position eller bruge det som en magnet væk fra hundefører, hvis større afstande er en sværhedsfaktor.

Det er ikke nødvendigt at lyde som et pivdyr eller ligne en fransk klovn for at lege med sin hund. Tværtimod mener jeg. Vigtigt er at hundefører er nærværende og ejer lysten. Alt andet mærker hunden med helt andre konsekvenser til følge. Belønninger uanset type kan nemlig sagtens blive en negativ forstærker, hvis vi ikke er opmærksomme.

Godbidder som forstærker: den naturlige interesse for mad gør godbidden effektiv som belønning fx i øvelser med ro på som positionstræning, apportøvelser, kontakt, fvf momenter osv. Med rette timing og kriterie kan vi forme en adfærd helt enkelt med planlagte belønningsplaceringer. Gode gentagelser lagres hurtigt hos hunden, der af natur gør hvad der lønner sig. Ligesom ved leg kræver det at godbidden af hunden anses som en forstærker. Kvaliteten og variation af godbidden kan være afgørende men også hvordan og hvornår vi servere det for hunden, kan være med til at fremme udviklingen.

Medmindre godbidden bruges som kvalitetssikring af en færdig trænet øvelse (omvendt lokning) er det meningen den skal blive i lommen indtil den skal bruges. Ofte hørt sætning til mine kursister: ”godbid ud af hånden” og ”hånden op af godbids lommen” Direkte lokning resulterer ofte i hjælpe afhængighed og reduceret læring. Når pølsen er væk, er hundens fokus det samme. Der er ikke behov for lokning, hvis vi tilrettelægger træningspasset nøje og splitter øvelserne op for at opnå succes.

Belønningsmulighederne er nærmest kun begrænset af fantasien og alligevel er den mest brugte metode den direkte levering ”roomservice”. Vi kan dog også tilpasse selve leveringen til miljø og øvelse. Gøre hunden klar til næste repetition. Retningsbestemme belønningen. Belønne i ”transporten” fra et sted til andet fx ifm. opstart næste øvelse uden risiko for at miste fokus i latenstiden. Vi kan bekræfte hunden i den rigtige position (sit, dæk, stå, fvf) og vi kan bryde positionen igen i belønningen, så træningen foregår uden verbale kommandoer. Gøre godbidden spændende, lade hunden jagte den og evt. gribe den i luften. Jeg er fan af dem alle.

Med belønningssystemet kan vi optimere fokus, koncentration, fart, attitude og selvkontrol… Det gode hund & fører forhold, der følger med belønningsudviklingen, er den bedste forudsætning for det fremtidige samarbejde med hunden. Har vi kontakt med hunden, kan vi slippe kontrollen og lade hunden gøre sit arbejde. Den rigtige ansvarsfordeling efter min mening.

//Pia H.

Lært er lært uanset om adfærden/øvelsen, der blev indlært, er forkert eller som ønsket. Hjernen registrerer alt og gentagelser danner hjernespor. Ligesom ringe i vandet, kan den lærte adfærd have en destruktiv eller vindende effekt når øvelser til sidst kædes sammen. En dårlig indlært adfærd forurener den gode og før vi aner det, har vi 2 dårlige. Cirkeltræning af den uønskede slags og lettere frustrerende for både hund og fører.

Det tager for lang tid! Tiden, der investeres er efter min mening den samme, om du splitter alle øvelser op, indlærer dem til en solid adfærd (hjernespor a la E45, det vi kalder flyd), gradvis med forstyrrelser samt i nye miljøer for til sidst at tillægge et “rent” signal……. eller går for hurtigt frem med uklare signaler, behov for at hjælpe hunden, lokke, korrigere og irettesætte. Konsekvenser, der kan være svære og tidskrævende at rette op på, fordi det er lært sådan og fordi tilliden er udfordret.

Udover at det styrker samarbejdet mellem hund og fører at splitte grundøvelserne op til en solid adfærd og gradvis kædes sammen, så er det hurtigt at spotte et svagt led, tage momentet ud af kæden og rette op på det. Holdbarheden er lang og vedligeholdelsen nem mellem jagt- eller konkurrence sæsonenerne. Har hunden først forstået princippet, er det enkelt at indlære nye og fortløbende øvelser/delmomenter. Grundfærdighed/fordressur/basics er nødvendige i alle sammenhænge uanset sportsgren og almen lydighed, så indsatsen er værd at investere i. Det bør være sjovt at træne hund (for begge parter) og en fornøjelse at have sin makker med på jagt, konkurrence, tur mm.

Der ligger flere fører færdigheder bag mht. planlægning, kriteriesætning, belønningstrategi, teknikker etc. men det er ligesom med hunden, når først der er forståelse for princippet og effekten opleves (ikke mindst hundens arbejdsglæde), så bliver det en naturlig adfærd og del af træningen.

Lånt citat af Bob Bailey: Training often fails because people expect way too much of the animal and way to little of themselves.

// Pia H.